Seboroisk eksem
Seboroisk eksem, også kendt som skæleksem, er en hyppigt forekommende hudtilstand, der ses hos ca. 10% af befolkningen. Huden og de hårbærende områder er røde og skællende.
Tilstanden kan ses i alle aldre og har hos voksne ofte et kronisk forløb. Hudlægen stiller diagnosen
ud fra udseende og lokalisation.
Symptomer
Hos mindre børn viser sygdommen sig som rødme med tykke, fedtede skæl i hårbunden (arp), i
hudfolderne samt bleområdet. Tilstanden forsvinder ofte før 1-års alderen, men kan vende tilbage i
ungdomsårene. Hos unge og voksne kan huden være præget af rødme med gul-brune fedtede
skæl i hårbund, øjenbryn, skæg, centrale dele af ansigtet, næsefurer, ved øregangene og øvre
bryst. Mange opdager tilstanden ved at skæl drysser fra hårbunden og ned på tøjet.
Årsager
Det er uvist hvorfor nogle udvikler seboroisk eksem, men især hormoner og
svamp antages at spille en vigtig rolle, hvor særligt svampen Malassezia er mistænkt for at
bidrage til inflammation.
Behandling
Behandlingen af seboroisk eksem retter sig mod at lindre symptomer og forhindre opblussen.
Dette kan omfatte:
- Lokalbehandling af ramte hudområder
- -Behandlingen afhænger af patientens alder, men shampoo og cremer, der indeholder særlige svampehæmmere er ofte førstevalgsbehandling.
Der er næsten altid behov for vedligeholdelsesbehandling. I nogle tilfælde kombineres svampehæmmende midler med hormoncremer eller der anvendes udelukkende hormoncremer.
Systemisk behandling
Hvis lokalbehandling ikke er nok til at give ro i symptomerne, kan der i sjældne tilfælde gives
tabletbehandling.
Livsstil og omsorg
- Huden kan vaskes med vand og mild sæbe.
- Undgå fede cremer, da de er mistænkt for at kunne forværre seboroisk eksem.