Udvidet Frit Sygehusvalg
Udvidet frit sygehusvalg er din ret til at få hele eller dele af din undersøgelse eller behandling foretaget på et af de private hospitaler eller klinikker, som regionerne har indgået aftale med, hvis regionen ikke kan tilbyde dig undersøgelse eller behandling inden for din udrednings- og behandlingsret.
Bemærk – ovenstående kan p.t. kun benyttes i vores Hudklinik og Hyperhidroseklinik
- Du skal bestille tid hos din egen læge. Din egen læge skal henvise dig til en speciallæge. Speciallægen stiller din diagnose og kan eventuelt forsøge med behandling.
- Virker speciallægens behandling ikke, skal du henvises til behandling på sygehuset.
Der kan være lang ventetid på at få tid til behandlingen, og hvis der er over 60 dages ventetid, kan du vælge at modtage din behandling på en privatklinik via det Udvidede frie sygehusvalg.
HUSK at du har ret til at modtage et brev, inden for 8 hverdage, fra sygehuset med besked om hvornår du kan tilbydes behandling.
Det er din region der skal tilbyde dig et privat behandlingsalternativ og lave henvisningen. Det er også din region som betaler for denne behandling.