Fnat (scabies)
Fnat er en hudygdom, der skyldes scabiesmiden. Denne mide graver sig ned i det øverste lag af huden for at leve og lægge æg. Dette fører til en allergisk reaktion i huden, som forårsager udslæt og kløe. Tilstanden er meget smitsom og kan sprede sig hurtigt gennem direkte hudkontakt med en person, der har fnat, eller gennem kontakt med tøj, sengetøj eller håndklæder, der er blevet brugt af en smittet person.
Symptomer
Fnat giver en intens kløe, som ofte forværres om natten. Desuden ses der et karakteristisk udslæt, typisk i form af små knopper, blærer eller sår på huden. Midegangene ses som tynde, slyngede, gråhvide linjer på huden, især på hænder. Miden kan ses som en sort prik for enden af gangen. Symptomerne kan forekomme hvor som helst på kroppen, men er mest almindelige på hænder, mellem fingre, i armhuler, omkring taljen, på indersiden af håndled, på albuer, på kønsorganerne, på balderne, knæene og på fødderne. Hos voksne går hoved og nakke fri for smitte og kløe, men hos småbørn og ældre kan disse områder blive angrebet.
Behandling
Fnat forsvinder ikke af sig selv, og skal derfor behandles. Hvis behandlingen gennemføres omhyggeligt, er den oftest vellykket. Førstevalg er behandling med permethrin creme (Nix), som omhyggeligt skal påføres hele kroppen fra kæberanden og ned (husk også mellem fingre, tæer, under arme, under negle, navlen, kønsorganer og omkring endetarmsåbning). Det er bedst at smøre cremen på om aftenen, så den kan virke i 12 timer i løbet af natten, hvorefter den kan vaskes af om morgenen. For at forhindre geninfektion er det vigtigt at behandle alle medlemmer af husstanden og nære kontakter, da de kan være smittet, selvom de ikke har symptomer. Behandling med permethrin creme skal gentages efter 1 uge.
For at dræbe eventuelle mider udenfor kroppen skal alt tøj, sengetøj og håndklæder vaskes i 60 grader. Ting, der ikke kan vaskes, bør forsegles i en plastikpose og opbevares i 7 dage for at dræbe eventuelle mider. Madrasser, møbler, gulvtæpper, bilsæder og lign. støvsuges eller undgås at anvendes i 7 dage. Overfladen på I-pads, computer og mobiltelefoner (inkl. cover) rengøres.
Behandlingen med permethrin creme skal foregå samtidig med de hygiejniske tiltag for at bryde smittekæden.
Man betragtes som smittefri 8-12 timer efter første behandling.
Fortsat kløende allergisk reaktion på midens produkter kan fortsætte i op til 6 uger, men bør aftage ved effektiv behandling. Kløen kan behandles med milde binyrebark hormoncremer.
Hvis behandling med permethrin creme ikke er effektiv, anvendes tablet behandling med ivermectin eller svovlvaseline.